Der findes et spørgsmål, som stilles på næsten alle ledelsesmøder, og som de færreste diagrammer kan svare på. Omsætningen landede på 4,2 mio. kr. Hvor blev de af? Ét tal er blevet til et andet undervejs. Det interessante er ikke de to endepunkter, men vejen imellem dem.
Vandfaldsdiagrammet er diagramtypen til netop det. Navnet siger, hvad man ser: et vandfald af søjler, hvor hver søjle er ét trin på vejen fra begyndelsestallet til sluttallet. Søjlerne trapper nedad, når der trækkes fra, og opad, når der lægges til. I et regneark og i engelsksproget materiale hedder vandfaldet et waterfall chart.
Vandfaldet bygger på position og længde på en fælles skala. Det er dermed i familie med søjlerne i oversigten over de seks grundtyper. Forskellen er, at det kun er bygget til ét budskab, hvor et regnestykke skal kunne følges trin for trin.
Fra ét tal til et andet
Kaffebaren omsatte for 4,20 mio. kr. i 2025. Vareforbruget tog 1,55 af dem. Lønnen tog 1,60, huslejen 0,45 og de øvrige omkostninger 0,32. Tilbage stod 0,28 mio. kr. i resultat før renter. De seks tal kan skrives i én sætning, sådan som det lige er sket, men så skal læseren selv regne efter for at se, hvor det store fradrag ligger.
I vandfaldet er det arbejde gjort på forhånd. Omsætningen står som en fuld søjle fra grundlinjen. Hvert fradrag hænger under det niveau, det forrige trin efterlod. Resultatet står igen som en fuld søjle fra grundlinjen. På få sekunder kan læseren se, at vareforbrug og løn tilsammen tager tre fjerdedele af omsætningen, og at der ikke er meget tilbage, når huslejen er betalt.
Konstruktionen søjle for søjle
Fire ting adskiller et vandfald fra en almindelig række søjler. Mangler bare én af dem, falder logikken fra hinanden.
Totalsøjlerne står på grundlinjen i fuld højde. Det gælder den første søjle og den sidste. De mellemsummer, der måtte ligge undervejs, står på samme måde. De er niveauer og ikke ændringer. Det skal kunne ses uden at læse teksten.
Ændringssøjlerne svæver. En søjle for et fradrag begynder ikke ved nul. Den begynder, hvor det forrige trin slap, og slutter, hvor det næste trin tager over. Netop derfor kan et vandfald ikke uden videre bygges af en almindelig søjlefunktion. Højden på en svævende søjle er ændringen. Placeringen er niveauet.
Uden connector-linjer er kæden ikke en kæde. Den stiplede linje fra toppen af én søjle til begyndelsen af den næste er den, der binder trinnene sammen. Mangler den, ligner diagrammet en samling løsrevne blokke i forskellige højder. Med den kan øjet følge niveauet hen over hele forløbet.
Fortegnsfarverne fortæller retningen. Fradrag i én farve, tilgange i en anden og totaler i en tredje. Farven må ikke være den eneste bærer af forskellen, og tallene bag den regel står i artiklen om farver i diagrammer. Retningen skal derfor også kunne ses på fortegnet ved tallet, altså −1,55 og ikke bare 1,55, og på, om søjlen trapper op eller ned.
Vandfaldet kan lige så godt gå opad. Skal det vises, hvordan omsætningen bygges op af Nord med 2,50 og Syd med 1,70 mio. kr., begynder kæden ved nul og trapper opad til 4,20. Udseendet er det samme. Kun retningen skifter.
Mellemsummer i en lang kæde
Et vandfald med seks søjler er let at følge. Et vandfald med fjorten er en trappe, læseren mister undervejs. Bliver kæden lang, må man lægge mellemsummer ind. De står i fuld højde fra grundlinjen ligesom start og slut.
Hos kaffebaren er der én oplagt mellemsum. Trækkes vareforbruget på 1,55 fra omsætningen på 4,20, står der 2,65 mio. kr. tilbage til at dække alt det faste. Fra 2,65 går der 1,60 til løn, hvorefter 1,05 er tilbage. Efter huslejen på 0,45 står der 0,60. Efter de øvrige omkostninger på 0,32 lander resultatet på 0,28. Sættes 2,65 ind som en total i sin egen ret, får diagrammet en pause, hvor læseren kan nå at følge med.
Enheden skal stå ved titlen, her mio. kr. Kilden skal stå under diagrammet. Et vandfald uden enhed er seks tal uden størrelse.
Det samme regnestykke er kernen i overskudsgraden. Et resultat på 0,28 af en omsætning på 4,20 svarer til 6,7 %. Hvad det tal betyder, og hvor meget omsætningen må falde, før forretningen giver underskud, er emnet for artiklen om nulpunkt og overskudsgrad. Vandfaldet viser vejen. Nøgletallet vurderer, om vejen ender et godt sted.
Hvorfor lagkagediagrammet taber her
Et resultat bliver stadig oftest vist som en cirkel, hvor omkostningerne og resultatet er stykker af omsætningen. Det ser rimeligt ud. Tallene går endda op.
Noget forsvinder alligevel i cirklen. Et lagkagestykke er en andel af en helhed. En andel har ingen retning. Løn på 1,60 og resultat på 0,28 bliver til to stykker af samme slags, selv om det ene er noget, der trækkes fra, og det andet er det, der bliver tilbage til sidst. Rækkefølgen forsvinder også. En cirkel har hverken begyndelse eller slutning, mens et regnestykke har begge dele.
Cirklen lægger oven i købet op til en anden læsning end den, der var meningen. Resultatet fylder 6,7 % af kagen, hvilket er sandt nok. Budskabet var bare ikke, hvor stor en andel resultatet er. Budskabet var, hvad der skete med de 4,20 mio. kr. undervejs.
Derfor gælder en enkel tommelfingerregel. Er der både plus og minus, kan et lagkagediagram ikke bruges. Skal en helhed derimod bare deles op i sine dele, og har alle dele samme fortegn, er lagkagediagrammet stadig i spil, så længe der er højst fem stykker.
Typiske fejl i et vandfald
Den hyppigste fejl er, at grundlinjen ikke er nul. Et vandfald bygger hele sin troværdighed på, at højden af en søjle svarer til størrelsen af ændringen. Beskæres aksen, bliver et lille fradrag til et stort fald. Det er samme slags løgn som i et almindeligt søjlediagram.
Lige efter kommer de blandede enheder. Alle søjler i kæden skal måle det samme og stå i samme enhed, her mio. kr. En kæde, hvor tre trin er kroner og ét trin er en procent, går ikke op, uanset hvor pænt den er tegnet.
En vilkårlig rækkefølge er sværere at få øje på. Trinnene skal følge enten regnskabets logik eller størrelsen. Valget skal være det samme, hver gang diagramtypen bruges. Springer rækkefølgen fra måned til måned, kan to vandfald ikke holdes op mod hinanden.
Den sjældneste fejl er samtidig den værste. Den opstår, når en totalsøjle bliver tegnet som en ændringssøjle eller omvendt. Læseren har kun søjlens fod at gå efter. Står søjlen på grundlinjen, er den et niveau. Svæver den, er den en ændring. Bytter de to roller plads, viser diagrammet et regnestykke, der ikke findes.
| Godt til | Pas på med |
|---|---|
| Vejen fra ét tal til et andet | Beskåret grundlinje |
| Regnestykker med både plus og minus | Flere end otte til ti trin uden mellemsum |
| Afvigelse mellem budget og faktisk tal | Blandede enheder i samme kæde |
| Nedbrydning af en ændring på årsager | Farve som eneste bærer af fortegnet |
Afvigelsen mellem budget og faktisk tal er den anvendelse, der bruges mest og nævnes mindst. Et vandfald er den bedste diagramtype til at forklare en afvigelse. Kæden begynder ved det budgetterede resultat og ender ved det faktiske. Undervejs står de enkelte årsager som svævende søjler med hvert sit fortegn. Skal de samme afvigelser blot rangordnes efter størrelse uden at indgå i et regnestykke, er liggende søjler nok. De er beskrevet i artiklen om søjlediagrammet.
Kort sagt
Vandfaldsdiagrammet viser, hvordan ét tal bliver til et andet. Første og sidste søjle står i fuld højde fra grundlinjen, mens søjlerne imellem dem svæver, fordi de er ændringer og ikke niveauer. Connector-linjer binder trinnene sammen, fortegnet står ved tallet, og farven understøtter retningen uden at være alene om at bære den. En lang kæde skal brydes op med mellemsummer.
Vandfaldet slår lagkagediagrammet i ethvert regnestykke med både plus og minus. En andel af en cirkel har hverken retning eller rækkefølge, og det er netop vejen fra begyndelse til slut, der er pointen her.