Et beslutningsoplæg fra kaffebaren indeholder et søjlediagram over omsætningen på de seks produktgrupper. Titlen står i versaler med luft mellem bogstaverne. I underteksten er der skruet op for afstanden mellem ordene. Datamærkerne har skygge. Kildelinjen står i en anden skrifttype end resten. Kategorinavnene står i en tredje.
Der er ikke én fejl i tallene. Kaffe og andre drikke står stadig for 1,60 mio. kr., bagværk for 1,01 og frokost for 0,76. Alligevel bruger læseren de første sekunder på noget helt andet end tallene. Sekunderne går med at finde ud af, hvad alle de typografiske skift skal betyde.
Det er kernen i emnet. Hver forskel i skrift er et signal om, at der sker et skift i mening. Når fem signaler ikke betyder noget som helst, lærer læseren at se bort fra signaler. Og så forsvinder også det ene signal, der faktisk skulle bære budskabet.
Én skrifttype i hvert diagram
Den regel, der bliver brudt oftest, er også den enkleste. Diagrammet skal have én skrifttype. Den skal være den samme, som resten af dokumentet er sat i.
Grunden er, at diagrammet er en del af siden på lige fod med afsnittene omkring det og ikke et billede, der er sat ind i teksten. Står rapporten i én skrifttype og diagrammet i en anden, læses diagrammet som noget, der er hentet et andet sted fra. Læseren behøver ikke tænke tanken bevidst for at reagere på den. Tilliden til tallene falder en anelse, uden at nogen kan pege på hvorfor.
I praksis opstår bruddet næsten altid det samme sted. Diagrammet bliver bygget i et regneark, hvor standardskrifttypen er en anden end dokumentets. Så bliver det kopieret ind, som det er. Rettelsen tager tredive sekunder, hvis den sker i regnearket, før diagrammet havner i dokumentet. Bagefter skal hvert eneste tekstelement rettes for sig.
Den samme logik gælder inde i diagrammet. Kildelinjen, kategorinavnene, datamærkerne og titlen er ikke fire slags tekst. De er den samme tekst i forskellige roller. Roller markeres med størrelse og med fed, aldrig med en ny skrifttype.
Sans-serif og højst tre størrelser
Valget mellem en skrifttype med og uden seriffer er i denne sammenhæng et spørgsmål om, hvor mange streger skrifttypen bruger på meget lidt plads. Et datamærke som 0,12 fylder få millimeter på en udskrift og endnu mindre på et projektorbillede. Seriffer er små tværstreger i enderne af bogstaverne. På den størrelse smelter de sammen. Især kommaet i et decimaltal bliver utydeligt. En sans-serif holder tallet rent.
Størrelserne skal være få. Højst tre. Titlen er den største og står med fed. Kategorinavne og datamærker deler den næste størrelse. Kilden og eventuelle noter står mindst. Så er der tre niveauer. Rangordenen kan aflæses uden at tænke over det.
Hver ekstra størrelse er en påstand om, at netop det element har en anden rang end alt andet. Fire eller fem størrelser i det samme diagram er derfor en påstand, ingen har tænkt igennem, og som læseren alligevel skal tyde.
Et af de mest udbredte fejlgreb er, at datamærkerne bliver den største tekst i diagrammet. Så er det tallene, der råber, og ikke pointen. Titlen skal være det største element, fordi den bærer budskabet. Den slags oprydning hører sammen med de øvrige råd i artiklen om, at blæk skal bruges til data.
Fed er fremhævning nok
Skal noget fremhæves i et diagram, gøres det med fed. Fed virker, fordi bogstavernes form er den samme, og kun vægten ændrer sig. Øjet finder forskellen med det samme uden at skulle læse ordet igen.
Kursiv er den anden mulighed. Den bør kun bruges til korte ting som en kildelinje eller en note på to ord. Kursiv over flere linjer bliver langsom at læse, fordi bogstaverne hælder og dermed bryder den lodrette rytme, øjet ellers følger.
Understregning bruges ikke. Den er i praksis forbeholdt links. På en skærm bliver enhver understreget tekst læst som noget, der kan klikkes på. En understregning i et diagram er derfor et løfte, som ikke bliver indfriet. Skygge på tekst er samme slags problem. Skyggen tilføjer blæk uden at tilføje information. Den gør små tal sværere at læse, ikke lettere.
Til sidst er der versalerne. De hører kun til i forkortelser. Et kategorinavn i versaler tager længere tid at læse end det samme navn med små bogstaver, og forsøg tilbage til 1938 sætter forskellen til mellem 5 og 10 %. Årsagen er træning. Næsten al den tekst, vi møder i løbet af en dag, står med små bogstaver, så det er den skrivemåde, øjet er hurtigst til. Den gamle forklaring, at øjet aflæser ordets omrids og mister omridset i versaler, holder ikke for en nærmere prøvelse. Læsningen går gennem bogstaverne selv. Effekten er der alligevel, og oven i den kommer bredden, for et ord i versaler fylder mere, end der som regel er plads til under et diagram.
Justering og afstande
Tekst justeres mod venstre. Det giver øjet en fast kant at vende tilbage til. Det gælder både titlen, kategorinavnene og kildelinjen. Tal er den ene undtagelse. De justeres mod højre, så decimalkommaet står under decimalkommaet. Så kan to tal sammenlignes alene på, hvor langt de rækker. Det er en af grundene til opstillingsreglerne i artiklen om tabellen.
Centreret tekst hører ikke hjemme i et diagram med mere end nogle få ord. Hver linje starter et nyt sted. Øjet skal lede efter begyndelsen hver gang.
Skal kategorinavne vippes 45 grader for at kunne være der, er det et signal om, at diagramtypen er valgt forkert, og ikke et typografisk problem. Vandrette navne kan læses. Skrå navne kan ikke. Derfor er liggende søjlediagram med de liggende søjler ofte det rigtige valg, når der er mange kategorier. Forskellen på de to diagramtyper er emnet for artiklen om søjlediagrammet.
Til sidst er der de afstande, man ikke skal røre. Kerning er afstanden mellem de enkelte bogstaver. Word-spacing er afstanden mellem ordene. Linjeafstanden siger sig selv. Alle tre er afstemt i skrifttypen på forhånd af en, der har brugt lang tid på det. Bliver de skruet op for at fylde en plads ud eller for at få titlen til at se vigtig ud, falder ordbilledet fra hinanden. Spærret sats var et virkemiddel i en anden tid. I dag læses det som en fejl.
Konsekvens slår det enkelte valg
Det sidste punkt er det vigtigste og bliver oftest overset, når der er travlt. Hvilken sans-serif man vælger, betyder mindre. Det gør forskellen på de tre størrelser også. Til gengæld betyder det meget, at det samme valg gælder alle diagrammer i dokumentet.
En læser, der har lært systemet på side tre, læser side elleve hurtigere, fordi den store titel altid bærer budskabet, den lille kursiv altid er kilden, og fed altid markerer det, man skal lægge mærke til. Når systemet holder hele vejen, kan de tre ting aflæses uden bevidst opmærksomhed. Hele læserens overskud går til indholdet.
Skifter systemet fra diagram til diagram, sker det modsatte. Hvert nyt diagram skal afkodes forfra. Efter tre eller fire af dem holder læseren op med at lede efter mening i typografien. Så er det gratis virkemiddel brugt op. De samme hensyn gælder på tværs af et helt sæt dias. De indgår i rådene i artiklen om det gode diassæt.
Der er en billig prøve på det hele. Man lægger alle dokumentets diagrammer ud ved siden af hinanden og ser på dem uden at læse et eneste ord. Ligner de en familie? Gør de ikke det, er der brugt flere skrifttyper, flere størrelser eller flere justeringer, end nogen har besluttet.
Kort sagt
Typografi i et diagram er en række små signaler, læseren skal tyde, før tallene overhovedet bliver læst. Derfor er reglerne stramme. I hvert diagram står al tekst i dokumentets egen skrifttype. Den er sans-serif, fordi små tal skal tegnes med få streger. Der bruges højst tre størrelser, hvor titlen er den største og står med fed.
Fremhævning sker med fed, undtagelsesvis med kursiv, aldrig med understregning, som læseren forventer er et link. Versaler bruges kun i forkortelser, fordi de er langsommere at læse og fylder mere. Tekst justeres mod venstre og tal mod højre. Og kerning, word-spacing og linjeafstand står urørt. Vigtigst af alt er, at de samme valg gælder hvert eneste diagram i dokumentet. Konsekvensen er nemlig det, læseren faktisk aflæser.