De to mest brugte diagramtyper i et beslutningsoplæg er den samme søjle vendt to forskellige veje. Et stående søjlediagram er de stående søjler, som næsten alle regneark foreslår af sig selv. Et liggende søjlediagram er de samme søjler lagt ned, så de vokser fra venstre mod højre. På dansk hedder de begge søjlediagram. Det fælles navn er en del af problemet. Når to diagramtyper deler navn, bliver valget mellem dem sjældent truffet.
Der er noget at vælge imellem. Retningen afgør, hvor godt kategorinavnene kan læses, hvor mange kategorier der er plads til, og om læseren opfatter rækken som en udvikling eller som en rangordning.
Søjlen er samtidig den af diagramtyperne, der tåler mest, i oversigten over de seks grundtyper. Den tåler både nominale og ordinale kategorier og bærer flere datapunkter end de fleste andre typer. Dertil bygger den på den mest præcise aflæsning, mennesket har: position og længde på en fælles grundlinje.
Retningen følger af budskabet
Reglen er kort. Liggende søjlediagram bruges til sammenligninger uden tid, stående søjlediagram til udvikling over tid. Begrundelsen er, at tid læses fra venstre mod højre. En vandret akse er det eneste sted, hvor tiden kan ligge, uden at læseren skal vende hovedet. Kaffebarens omsætning fra 2019 til 2025 er derfor stående søjler. Kaffebarens seks produktgrupper holdt op mod hinanden er liggende søjler.
De to opstillinger med de samme seks andele viser, hvad retningen koster. I den liggende udgave står Kaffe, Bagværk, Frokost, Bønner, Udstyr og Øvrigt vandret ud for hver sin søjle. De kan læses lige så hurtigt som en almindelig tekstlinje. I den stående udgave er de samme navne vippet på skrå, fordi der ikke er bredde nok til dem. Skrå tekst er langsommere at læse. På et projiceret dias er den ofte ulæselig bagerst i lokalet.
Derfor bruges liggende søjlediagram for lidt. Standardvalget i værktøjet er stående søjler. De fleste beholder det uden at tage stilling. Har kategorierne navne af en vis længde, og handler budskabet ikke om tid, er de liggende søjler næsten altid bedre. Det gælder produktgrupper, afdelinger, årsager, kundetyper og alt andet, der hedder noget.
Op til omkring 15 datapunkter
Søjlen tåler flere kategorier end de fleste andre diagramtyper. Omkring 15 er en brugbar øvre grænse. Grunden er, at søjlerne ikke skal skelnes fra hinanden med farve. De skelnes med deres plads i rækken. Øjet kan følge en række langt længere, end det kan holde styr på farver.
Den liggende udgave rækker længst. En ekstra række koster kun lidt højde. Navnet følger med af sig selv. En ekstra stående søjle koster bredde, og bredden er præcis det, kategorinavnene lever af. Skal tolv filialer sammenlignes, er det liggende diagram det eneste af de to, der holder.
Grænsen på 15 gælder diagrammer, der skal forstås ved første øjekast. Skal langt flere tal vises, og skal de aflæses præcist, er det ikke længere et diagram, men en tabel.
Konstruktionen
Fem valg afgør, om søjlediagrammet er læsbart. De er næsten alle sammen et fravalg af noget, værktøjet foreslår.
Værdiaksen forsvinder. Når tallet står ved hver søjle, har aksen ingen opgave tilbage. De tal, den bærer, er kun tal, læseren selv skal koble til en søjle. Aksen med kategorinavnene bliver stående. Den fortæller, hvad søjlerne er.
Datapunktet står uden for det farvede område, altså over den stående søjle eller til højre for den liggende. Inde i søjlen skal tallet kæmpe med farven om kontrasten. I en lav søjle er der slet ikke plads. Uden for søjlen står tallet på hvid baggrund og kan læses i alle højder.
Nul står i bunden. Søjlens hele idé er, at længden svarer til værdien. Beskæres aksen, holder det op med at passe. En forskel på nogle få procent kan så komme til at fylde hele diagrammet. Et linjediagram må gerne beskæres med omtanke. Søjlen må ikke, fordi den viser sit budskab som længde og areal.
Endelig binder connector-linjer de stablede segmenter sammen. En connector-linje er en tynd, stiplet forbindelseslinje fra toppen af ét segment til toppen af det næste. I opstillingen med Nord og Syd fordelt på kaffe, bagværk og frokost gør den faldet fra 1,60 til 1,01 og videre til 0,76 mio. kr. synligt uden at tilføje et eneste tal.
Det femte valg bliver sjældent nævnt. Mellemrummet mellem søjlerne skal være mindre end søjlernes egen bredde. Er mellemrummet bredere, falder rækken fra hinanden i løsrevne klodser, og rækken er netop det, sammenligningen bygger på.
Rækkefølgen er et valg
Søjler sorteres efter størrelse, medmindre en anden rækkefølge har sin egen betydning. Størst øverst i den liggende udgave, størst til venstre i den stående. Sorteringen sætter de tal, der ligger tæt på hinanden, ved siden af hinanden, og det er netop dem, der er svære at skelne.
Undtagelserne er få og klare. Tid sorteres aldrig efter størrelse. En ordinal skala fra meget utilfreds til meget tilfreds følger sin egen orden. Har huset en vedtaget rækkefølge på afdelingerne, som går igen i alle rapporter, vejer den genkendelighed tungere end sorteringen i det enkelte diagram. Uden for de tilfælde er en usorteret række søjler et stykke arbejde, læseren ikke skulle have haft.
Stablede søjler og deres pris
Den stablede søjle lægger flere serier oven på hinanden i den samme søjle. Den kan to ting på én gang: vise totalen som hele søjlens længde og vise sammensætningen indeni. Prisen er, at kun den nederste serie starter på en fælles grundlinje. Alle de øvrige serier flyder oven på det, der ligger under dem. Derfor kan de ikke sammenlignes præcist fra søjle til søjle. Det er den samme fælde, som er beskrevet i artiklen om andele, der bedrager.
Connector-linjerne hjælper, fordi de gør bevægelsen i det enkelte segment synlig. De løser ikke problemet. Er der mere end to eller tre serier, og er det udviklingen i hver serie, der er budskabet, er små diagrammer ved siden af hinanden det ærligere valg.
Alternativet til at stable er at gruppere. To serier sat ved siden af hinanden i stedet for oven på hinanden beholder den fælles grundlinje. Begge kan derfor aflæses præcist. Prisen er bredde. Med tre serier og ti kategorier er der ikke mere plads tilbage.
Den stablede søjle, der er normeret til 100 %, er et særtilfælde. Her er totalen fjernet. Kun sammensætningen er tilbage. Som stående søjler over flere år virker den godt, fordi hver søjle er en periode, og fordi tiden løber den rigtige vej. Som liggende søjler bliver den sværere. Øjet skal så følge sammensætningen nedad, mens det læser navnene vandret. Skal sammensætningen vises for én enkelt helhed og ikke over tid, er lagkagediagrammet stadig et rimeligt valg, så længe der er højst fem dele.
| Godt til | Pas på med |
|---|---|
| Sammenligning af navngivne kategorier (liggende) | Beskåret akse. Nul skal stå i bunden |
| Udvikling over få perioder (stående) | Skrå kategorinavne under stående søjler |
| Op til omkring 15 datapunkter | Mange stablede serier oven på hinanden |
| Nominale og ordinale kategorier | Mange perioder i træk. Linjen er bedre |
Rækken om de mange perioder skal forklares. Søjler er gode til få perioder, fordi hver søjle bliver et selvstændigt tal, læseren kan aflæse. Ved mange perioder i træk er det forløbet som helhed og ikke det enkelte år, der er budskabet. Så overtager linjediagrammet.
Kort sagt
De to er den samme søjle vendt to veje. Valget mellem dem afgøres af budskabet. Handler det om tid, skal søjlerne stå op, fordi tiden læses fra venstre mod højre. Handler det om navngivne kategorier holdt op mod hinanden, skal de ligge ned, fordi navnene så kan læses vandret. Værdiaksen ryger ud, fordi tallene i stedet står uden for søjlerne. Nul bliver stående i bunden. Rækkefølgen sorteres efter størrelse, medmindre andet er vedtaget. Stables serierne, kan kun den nederste aflæses præcist.