Problemformulering

De fleste dårlige løsninger starter med et dårligt defineret problem. Vi springer til handling, før vi er enige om, hvad problemet egentlig er, hvem det rammer, og hvornår vi kan kalde det løst. Denne canvas tvinger den samtale frem, før arbejdet går i gang: én side, hvor problemet, konteksten, menneskene og afgrænsningen står sort på hvidt.

Canvassen er delt i fire felter, som har engelske navne i skabelonen. Context (konteksten) samler, hvorfor der overhovedet er brug for en ændring (need for change og desired outcome), og hvad vi allerede ved (key facts og de vigtigste interessenter). Problem (problemet) er selve problemdefinitionen, én skarp formulering af, hvad vi prøver at løse. People (menneskene) fastlægger ejerskab og beslutningskraft: hvem ejer problemet, hvem træffer beslutningerne, og hvad er kriterierne for succes og deadlines. Scope (afgrænsningen) trækker stregen op: hvad er inde, og hvad er udenfor. Det sidste er ofte det vigtigste at blive enige om.

Brug den som en fælles øvelse ved kickoff eller som forside på et oplæg. Den er bevidst kortfattet. Kan et problem ikke koges ned til denne ene side, er det som regel et tegn på, at det endnu ikke er forstået godt nok.

Se den som den hurtige formulering: én side, der på få minutter skaber fælles forståelse af et problem. Skal du scope et helt projekt med spor, leverancer, milepæle og ressourcer, så tag den mere omfattende skabelon under Projektscope i stedet. Vælg efter størrelse: canvassen til den hurtige afklaring, projektscope-skabelonen når der er mere på spil. Og skal problemformuleringen indgå i en egentlig skriftlig opgave, ligger der en færdig hovedopgave-skabelon at skrive den ind i. Når problemet er skarpt, er næste skridt at oversætte det til konkrete mål, og det gør du i nyttemål og produktmål og SMART-mål.

Problemformulering-canvas med de fire felter Context, Problem, People og Scope fordelt på én side

Hent canvassen som PowerPoint