Marker seks tal i et regneark, tryk på diagramknappen, og der står et søjlediagram på skærmen. Det kommer sjældent alene. Med følger en tonet baggrund, en ramme hele vejen rundt, vandrette gitterlinjer, en værdiakse i venstre side, en signaturforklaring i en kasse til højre og seks kategorinavne med store bogstaver. Ingen af dem viser et tal.
Edward Tufte gav i 1983 problemet to navne. Data-ink ratio er forholdet mellem det blæk, der viser data, og alt blækket i diagrammet. Ligger forholdet tæt på 1, går næsten hele diagrammet til tal. Chartjunk er resten, altså dekorationen, der pynter uden at informere. Begreberne er hans. Eksemplerne her er kaffebarens egne.
At tale om blæk kan lyde forældet, når diagrammet ender på en skærm og ikke på papir. Metaforen holder alligevel, fordi den måler noget, der stadig er knapt. Læserens opmærksomhed er den egentlige ressource. Hvert element, der ikke viser et tal, koster et blik, som skulle have været brugt på tallene.
Seks slags blæk uden data
Tallene er kaffebarens omsætning fordelt på seks produktgrupper. Datasættet er så enkelt, som det bliver: én serie, ingen tidsdimension og ikke et eneste tal, der skal beregnes undervejs. Alligevel bruger et standarddiagram let mere blæk på alt andet end på de seks søjler. Herunder er hvert overflødigt element markeret.
Baggrunden med farveovergang og rammen om diagrammet er det første. Overgangen giver hver søjle en anden kontrast i toppen end i bunden, hvilket gør den øverste ende sværere at aflæse. Rammen er tænkt som noget, der holder diagrammet sammen. Det gør den hvide plads omkring det allerede. Gitterlinjerne er det andet. De er tegnet for at hjælpe med aflæsningen. De er kun nødvendige, fordi tallene ikke står på søjlerne.
Værdiaksen med sine tal er det tredje. Den siger nøjagtig det samme som datamærkerne, blot langsommere, fordi læseren skal følge søjlens top vandret ud til aksen. Signaturforklaringen er det fjerde. Der er kun én serie. Kassen forklarer dermed en farve, ingen er i tvivl om. Kategorinavnene i versaler er det femte. Versaler er store bogstaver hele ordet igennem, og et ord skrevet sådan tager længere tid at læse. Forsøg tilbage til 1938 sætter forskellen til mellem 5 og 10 %. Årsagen er træning, for næsten al den tekst, vi møder i løbet af en dag, står med små bogstaver. Dertil kommer bredden. KAFFE fylder mere end Kaffe, og pladsen under en søjle er knap. Endelig er datamærkerne selv sat med stor, fed skrift. Tallene råber dermed højere end titlen.
Chartjunk rækker videre end de seks elementer. Skygger under søjlerne, mønsterfyld i stedet for farve, en dekorativ kaffekop bag diagrammet og en tredje dimension på et fladt datasæt hører til samme familie. De har det til fælles, at de tilføjer streger uden at tilføje tal. Dekorationen gør mere end at fylde. Den ændrer aflæsningen, fordi øjet ikke kan holde pynt og data adskilt af sig selv. En skygge gør en søjle en anelse højere. Et mønster gør to nabosøjler sværere at skelne end to rene farver.
Oprydningen trin for trin
Oprydningen er lettest som en fast rækkefølge, fordi hvert trin gør det næste lettere. Først fjernes baggrundsfarve, farveovergang og ramme, så diagrammet står på hvid baggrund. Dernæst fjernes gitterlinjerne. Derefter skrives tallene på søjlerne. Først når de står der, kan værdiaksen fjernes. Er der kun én serie, ryger signaturforklaringen. Seriens navn flyttes op i titlen. Versalerne skiftes til almindelig skrivemåde med stort begyndelsesbogstav. Til sidst dæmpes det, der er tilbage. Akselinjen bliver tynd og grå. Datamærkerne sættes med almindelig skriftstørrelse.
Rækkefølgen er ikke tilfældig. Værdiaksen kan først fjernes, når tallene står på søjlerne. Det nytter heller ikke at fjerne gitterlinjerne, hvis aksen bliver stående. Kravene til, hvad der altid skal stå på et diagram, uanset hvor grundigt man rydder op, er samlet i artiklen om de ni krav til det gode diagram. Oprydning må aldrig koste titlen, kilden, perioden eller totalen.
Tilbage står tal, søjler og ord. Tallene er de samme som før. Titlen, totalen og kilden er med, fordi oprydningen ikke må koste dem. Til gengæld er seks konkurrenter om opmærksomheden væk. Læseren møder nu titlen først, søjlerne dernæst og kilden til sidst, hvilket er den rækkefølge, oplysningerne skal bruges i.
Er der to serier, for eksempel Nord og Syd, ændrer fremgangsmåden sig ét sted. Så skal læseren kunne skelne serierne. Navnene flyttes ud til dataene selv i stedet for ind i en kasse. Alt det andet står ved magt. Heller ikke her er der brug for gitterlinjer, en ramme eller en værdiakse, når tallene står på søjlerne. Oprydningen bliver kun vigtigere med to serier, fordi der er dobbelt så mange tal at holde styr på.
Det største element skal være titlen
En nyttig prøve på et ryddet diagram er at spørge, hvad der fylder mest på siden. Det bør være titlen, fordi det er den, der bærer budskabet. I mange standarddiagrammer er det største element i stedet datamærkerne, fordi de er sat med fed skrift i en størrelse, der svarer til overskriftens. Så konkurrerer tallene med den sætning, de skulle underbygge.
Det samme gælder farve. En kraftig farve på alle seks søjler bruger diagrammets stærkeste virkemiddel på noget, der ikke skal fremhæves. Farven virker først, når den er sjælden. Hvordan man bruger den til at pege på ét datapunkt frem for alle, er emnet for artiklen om fremhævning i diagrammer. Valget af skriftstørrelser, versaler og fremhævning med fed hører hjemme i artiklen om skrifttyper i diagrammer.
Oprydning er ikke smag
Indvendingen mod et ryddet diagram er som regel, at det ser bart ud. Det gør det også, sammenlignet med det, folk er vant til at se. Men bart eller pyntet er det forkerte spørgsmål, fordi det handler om, hvordan diagrammet ser ud, og ikke om, hvor hurtigt det kan læses.
Det er læsehastigheden, der tæller. Et diagram i et beslutningsoplæg får typisk få sekunder, inden læseren enten har fanget pointen eller er gået videre. Hvert element, læseren skal sortere fra undervejs, bruger noget af den tid. Gitterlinjer, rammer og en signaturforklaring til én serie koster hver især kun et øjeblik. Tilsammen koster de netop de sekunder, budskabet skulle have haft.
Regnestykket er enkelt. I diagrammet med seks slags overflødigt blæk skal læseren bortsortere en baggrund, en ramme, fem gitterlinjer, seks aksetal, en akselinje, en signaturforklaring og seks kategorinavne i en skrivemåde, der er langsommere at læse. Det er over tyve elementer, hvoraf ingen viser et datapunkt. I det ryddede diagram er der seks søjler, seks tal, seks navne, en titel med periode og total og en kildelinje. Forskellen mærkes ikke som besvær, mens man ser på diagrammet. Den mærkes som en fornemmelse af, at det ene diagram er lettere end det andet, uden at man kan sige hvorfor.
Princippet har en grænse, og den er værd at kende. Data-ink ratio kan drives så langt ud, at diagrammet bliver svært at læse, for eksempel hvis akselinjen fjernes helt, så søjlerne svæver, eller hvis kategorinavne forkortes så meget, at de skal afkodes. Målet er, at det blæk, der er tilbage, arbejder. En dæmpet grå akselinje, der holder søjlerne på plads, bærer ikke data. Den bliver alligevel stående, fordi den gør de andre elementer lettere at aflæse. Det samme gælder akserne i et punktdiagram, som bliver stående af netop den grund, hvilket er beskrevet i artiklen om punktdiagrammet.
Kort sagt
Tufte satte to begreber på det, der gør de fleste standarddiagrammer anstrengende at læse. Data-ink ratio er andelen af blæk, der viser data. Chartjunk er alt det, der pynter uden at informere. Oprydningen er mekanisk og går hurtigt. Baggrund, ramme og gitterlinjer fjernes. Tallene skrives på søjlerne, hvorefter værdiaksen kan fjernes. Signaturforklaringen er overflødig ved kun én serie. Versalerne skiftes ud med almindelig skrivemåde. Det, der bliver tilbage, dæmpes, indtil titlen igen er det største element på diagrammet. Det er ikke en smagssag, om der er ryddet op. Det er et spørgsmål om, hvor mange sekunder læseren skal bruge, før budskabet er fanget.