Når arbejdsnedbrydningen er på plads, står vi med en række arbejdspakker, altså velafgrænsede bidder arbejde med hver sit resultat. Men en arbejdspakke fortæller endnu ikke, i hvilken rækkefølge tingene skal ske. Før vi kan lægge en tidsplan, skal pakkerne omsættes til konkrete aktiviteter, og aktiviteterne skal sættes i den rigtige orden. Det er her, begrebet afhængighed kommer ind: spørgsmålet om, hvad der skal ligge før hvad.
Fra arbejdspakke til aktivitet
En aktivitet er et stykke arbejde, der har en varighed og kan udføres. Nogle arbejdspakker er så små, at de i praksis er én aktivitet, mens andre falder i flere. Pakken “mal værelset” rummer måske både at spartle, at grunde og at male, altså tre aktiviteter, der skal udføres i en bestemt orden. Det første skridt er derfor at liste aktiviteterne op, give hver af dem et navn og et skøn over, hvor lang tid den tager.
Tag et hverdagseksempel: at male et værelse. Vi kan liste seks aktiviteter op og give hver et bogstav og en varighed. Men den vigtigste kolonne er den yderste til højre, forgænger. Den fortæller, hvad der skal være færdigt, før aktiviteten kan gå i gang. At flytte møbler (A) og at købe maling (B) har ingen forgænger; de kan starte med det samme. At spartle (C) forudsætter, at møblerne er væk, så A er dens forgænger. Og at grunde (D) kræver både, at malingen er købt, og at der er spartlet, så D har både B og C som forgængere. Netop den kolonne er selve afhængigheden skrevet ned.
Forgænger og efterfølger
To ord går igen, når man taler om afhængigheder. Den aktivitet, der skal ligge før, kalder vi forgængeren, og den, der kommer efter, kalder vi efterfølgeren. Det er et forhold mellem to aktiviteter, og det tegnes altid med en pil, der peger fra forgænger mod efterfølger.
I langt de fleste tilfælde betyder afhængigheden, at efterfølgeren først må begynde, når forgængeren er helt færdig. Den type kalder vi slut-start, forkortet FS, fordi det er forgængerens slut, der udløser efterfølgerens start. Spartlingen skal være færdig, før grunderen kan lægges på. Det er den almindeligste afhængighed af alle, og hvis man ikke siger andet, er det den, man mener.
De fire afhængighedstyper
Men slut-start er ikke den eneste mulighed. Der findes fire typer i alt, afhængigt af hvilke ender af de to aktiviteter, der er bundet sammen: start eller slut på hver.
Slut-start (FS) er som nævnt den hyppigste: efterfølgeren starter, når forgængeren slutter. Start-start (SS) binder de to starter sammen, så efterfølgeren først må begynde, når forgængeren er begyndt. Det bruges, når to opgaver skal køre nogenlunde parallelt, for eksempel at man først kan begynde at kvalitetstjekke et dokument, når skrivningen er gået i gang. Slut-slut (FF) binder de to afslutninger sammen, så efterfølgeren først kan afsluttes, når forgængeren er afsluttet; det ses, når to spor skal blive færdige samtidig. Start-slut (SF) er den sjældne omvending, hvor efterfølgeren først kan afsluttes, når forgængeren er startet. Den støder man sjældent på, men den findes, typisk ved vagtskifte, hvor den nye vagt skal være mødt ind, før den gamle må gå. I praksis klarer man sig langt hen ad vejen med slut-start alene.
Hårde og bløde afhængigheder
En anden og mindst lige så vigtig skelnen handler om, hvorfor en afhængighed overhovedet findes. Nogle afhængigheder er nødvendige, mens andre er noget, vi selv har valgt.
En hård afhængighed, også kaldet en nødvendig eller logisk afhængighed, følger af sagens natur. Man kan ikke male en væg, før grunderen er tør; man kan ikke rejse taget, før murene står. Den slags rækkefølge kan ikke laves om, uanset hvor gerne man ville. En blød afhængighed derimod, også kaldet en valgt eller diskretionær afhængighed, er et valg, vi har truffet, ofte af vane, bekvemmelighed eller god skik. Vi maler måske loftet før væggene, men det kunne lige så godt være omvendt. Forskellen er praktisk vigtig, for det er i de bløde afhængigheder, der er spillerum. Vil man forkorte en tidsplan, er det netop de valgte rækkefølger, man kan skrue på, mens de hårde ligger fast.
Broen til netværksdiagrammet
Når aktiviteterne og deres forgængere er på plads, kan vi tegne dem som et net af kasser med pile imellem. Hver aktivitet bliver en node, og hver afhængighed bliver en pil. Denne tegneform kaldes aktivitet-på-node, og den er broen videre til at planlægge tid.
Se, hvordan de seks aktiviteter fra tabellen falder på plads. A og B kan køre samtidig, fordi ingen af dem venter på noget, og de mødes i D, der har begge som forgængere. Derfra løber kæden videre gennem grunding, maling og oprydning til projektet er slut. Denne tegning er ikke bare pæn; den er præcis det netværksdiagram, man senere bruger til at regne sig frem til den kritiske vej, altså den længste kæde af aktiviteter, der bestemmer, hvornår projektet tidligst kan være færdigt. Og lægger man aktiviteterne ud på en tidsakse i stedet, får man en Gantt-tidsplan. Begge dele hviler på det samme fundament: en ordentlig liste over aktiviteter og deres afhængigheder.
Kort sagt
Aktiviteter er de konkrete stykker arbejde, arbejdspakkerne omsættes til, og afhængigheder fortæller, i hvilken rækkefølge de skal udføres. Forgængeren ligger før, efterfølgeren efter, og den almindeligste binding er slut-start, hvor efterfølgeren venter på, at forgængeren bliver færdig. De fire typer, slut-start, start-start, slut-slut og start-slut, beskriver, hvilke ender af to aktiviteter der er bundet sammen. Man skelner desuden mellem hårde afhængigheder, der er nødvendige og faste, og bløde, der er valgte og kan omprioriteres. Tegner man aktiviteterne som noder med pile imellem, står netværksdiagrammet klar, og dermed er vejen banet for både kritisk vej og tidsplan.