Et regneark tilbyder et linjediagram til næsten alle tal, man markerer. Linjen ser rolig ud og er nem at læse på afstand. Oven i købet giver den indtryk af, at nogen har styr på udviklingen.
Den står øverst i menuen og bliver derfor valgt oftere, end den burde, som regel uden at nogen har taget stilling. Linjediagrammet, på engelsk et line chart, er alligevel ikke en neutral måde at vise tal på. Stregen mellem to punkter er en påstand om, at der findes noget imellem dem.
Linjen er en af de seks grundtyper og samtidig den eneste af dem, der siger noget om det, man ikke har målt. Hvor den står i forhold til de fem andre, er beskrevet i artiklen om de seks grundtyper. Artiklen her bliver ved linjen alene og ser på, hvad den må bruges til, hvordan den bygges, og hvorfor højde og bredde er en faglig beslutning.
Linjen lover en mellemregning
En streg mellem to datapunkter siger mere, end de to punkter siger hver for sig. Den siger, at der findes værdier imellem dem, og at de ligger dér, hvor stregen ligger. På en tidsakse er det som regel sandt. Kaffebaren omsatte for 3,1 mio. kr. i 2021 og 3,4 mio. kr. i 2022. Der fandtes også en omsætning i marts 2022. Læseren må gerne pege et sted midt på stregen og forestille sig et tal.
På andre skalaer er det forkert. Tegner man kaffebarens seks produktgrupper som en linje fra kaffe over bagværk til frokost, påstår diagrammet, at der findes noget halvvejs mellem bagværk og frokost. Det gør der ikke. Rækkefølgen af de seks grupper er desuden et valg, man selv har truffet. Hældningen på stregen kan man derfor ændre ved at sortere anderledes. En hældning, der kan bestilles i en sorteringsmenu, er ikke information.
Linjediagrammet tåler derfor kun interval- og ratioskalerede data på begge akser. I praksis bærer x-aksen tid. Hvorfor skalatypen afgør diagramtypen, er emnet for artiklen Skalaen bestemmer, hvad man må tegne. Skal x-aksen bære noget andet end tid, for eksempel temperatur, er der tale om et punktdiagram. Den forskel er emnet for artiklen om punktdiagrammet.
Sådan bygges linjen
Et søjlediagram kan næsten altid undvære sin værdiakse, når tallene står på søjlerne. Det kan linjediagrammet ikke, fordi linjen aflæses som en hældning, og en hældning giver kun mening inden for en ramme. Behold derfor begge akser, men dæmp dem. En tynd, grå akse med få tal er nok. Gitterlinjer er sjældent nødvendige, når slutpunktet alligevel bærer sit eget tal.
Enheden hører hjemme lige under titlen, så læseren ikke skal lede efter den. Navnet på serien skrives ved enden af linjen i stedet for i en signaturforklaring, fordi øjet ellers skal rejse frem og tilbage mellem farven og forklaringen for hver aflæsning. Til sidst markeres de datapunkter, der bærer budskabet. I kaffebarens tilfælde er det første og sidste år, fordi budskabet handler om væksten fra det ene til det andet.
Budskabet er, at omsætningen er vokset fra 2,4 til 4,2 mio. kr. på seks år. De to tal står ved de to fremhævede punkter. Væksten er 75 % i alt, hvilket svarer til 9,8 % om året. Sætter man begge tal på, får læseren både den samlede bevægelse og tempoet. Aksen går fra nul, og det er der plads til her, fordi tallene ligger mellem 2,4 og 4,2. Hvornår en akse overhovedet må beskæres, er emnet for artiklen om skalaer, der lyver. Svaret er sjældent så frit, som værktøjet lader det se ud.
Højst fem linjer
Hver linje er en ting, læseren skal kunne skelne fra de andre. Grænsen på omkring fem stammer fra Millers arbejde fra 1956 om korttidshukommelsen. Cowan har siden vist, at tallet snarere er fire, når man forhindrer folk i at gruppere. Det gør reglen strengere, ikke løsere.
Grænsen er dog blødere, end den lyder, når kategorierne er kendte i forvejen. Nord og Syd er to navne, kaffebarens ansatte kender. De koster derfor mindre plads end to kategorier, ingen har set før. Hvornår grænsen kan bøjes, og hvornår den ikke kan, er emnet for artiklen Fem dataserier, og hvornår reglen ikke gælder. En prøve, der virker: kan diagrammets titel skrives som én hel sætning, der er sand? Kan den ikke, rummer diagrammet flere budskaber og skal deles op.
Skal man vise flere serier end det, er små diagrammer ved siden af hinanden næsten altid bedre end ét diagram med ni linjer. Hver serie får sin egen ramme og sin egen linje. Læseren sammenligner kurvernes udseende i stedet for at skulle skelne mellem farver. Er tidsserien kort, for eksempel tre år, er søjlerne som regel et bedre valg end linjen. Hvornår man bruger hvad, står i artiklen om søjlediagrammet.
Højde og bredde er et fagligt valg
De samme tal kan se dramatiske eller ligegyldige ud, uden at et eneste tal er ændret. Gør man diagrammet smalt og højt, rejser linjen sig stejlt. Gør man det bredt og lavt, flader den ud. Imellem de to yderpunkter ligger den proportion, hvor kurven i gennemsnit hælder omkring 45 grader. Alle tre udgaver er tegnet af den samme række tal og den samme akse fra nul.
Cleveland viste, at hældninger aflæses mest præcist, når de gennemsnitligt ligger omkring 45 grader. Princippet kaldes banking to 45 degrees, altså at hælde kurven til 45 grader. Ligger den gennemsnitlige hældning langt over, ser en almindelig vækst ud som en eksplosion. Ligger den langt under, forsvinder en reel bevægelse. Kaffebarens 9,8 % om året er en pæn, jævn vækst. Den skal derfor også se ud som en pæn, jævn vækst.
Det praktiske greb er at justere bredden, indtil kurven i gennemsnit stiger omkring 45 grader, og først derefter placere diagrammet i dokumentet. Rækkefølgen betyder noget. Vælger man først en plads i layoutet og strækker diagrammet ud i den, har layoutet bestemt, hvor stor væksten ser ud til at være.
Stablet areal og de andre fælder
Et stablet arealdiagram lægger serierne oven på hinanden og farver feltet mellem dem. Det ser fyldigt ud. Problemet er, at kun den nederste serie hviler på en fast grundlinje. Hver af de øvrige starter dér, hvor den forrige slutter. En bevægelse i den nederste serie flytter derfor alle de øvrige, uden at de har ændret sig. Læseren kan aflæse totalen og den nederste serie. Resten er skøn.
Skal både totalen og udviklingen i de enkelte dele vises, er to diagrammer ved siden af hinanden ærligere end ét stablet. Skal serier med vidt forskellige størrelser sammenlignes, kan man indeksere dem til 100 i startåret og vise den relative udvikling. Så bliver spørgsmålet, hvem der er vokset hurtigst, og ikke hvem der er størst.
| Godt til | Pas på med |
|---|---|
| Udvikling over tid med mange perioder | Nominale og ordinale kategorier på x-aksen |
| Op til omkring fem serier, der skal følges ad | Ni linjer i ét diagram med farveforklaring |
| At vise tempo og retning frem for niveau | Stablet areal, hvor kun bundserien kan aflæses |
| Serier, læseren kender i forvejen | Tre datapunkter, som en søjle viser bedre |
Kort sagt
Linjediagrammet hører hjemme, hvor noget udvikler sig over tid. Stregen mellem punkterne er en påstand om, at mellemregningen findes. Derfor tåler den kun interval- og ratioskalerede data, og i praksis kun tid på x-aksen. Behold begge akser i dæmpet udgave, sæt enheden under titlen, skriv navnet ved linjens ende i stedet for i en signaturforklaring og fremhæv de få punkter, budskabet handler om.
Hold antallet af linjer omkring fem eller derunder. Del diagrammet op, når titlen ikke længere kan skrives som én sand sætning. Vælg til sidst højde og bredde, så kurven i gennemsnit hælder omkring 45 grader. Det er nemlig dér, øjet aflæser en hældning mest præcist. Højden og bredden hører altså til budskabet og skal vælges, før diagrammet får sin plads i dokumentet.